Du kan lære dagplejerne at kende og blive lidt klogere på, hvordan en hverdag hos hver enkelt dagplejer ser ud. Hvis du ønsker at skrive dit barn op til en plads hos en af vores dagplejere, så kan du gøre dette igennem den digitale pladsanvisning.
Dagplejere i Voldby/Sangstrup
Her kan du lære dagplejerne i det valgte område at kende.
Greta Brycke Madsen
Jeg hedder Greta, bor i Sangstrup med min mand Henning, som jeg har 3 voksne piger med. Jeg har været ansat som dagplejer siden 2001 og har en uddannelse som børneplejerske.
Jeg er Grønne Spirer dagplejer. Jeg lægger stor vægt på at gøre børnene mere nysgerrige og glade for naturen, og at de lærer at få brugt alle deres sanser. Vi benytter os af naturen og udendørs aktiviteter hver dag i næsten al slags vejr. Det styrker børnenes sproglige, motoriske og sociale kompetencer.
Jeg giver børnene en forståelse, for at arbejde med “fra jord til bord” ved at så, plante, høste og smage på tingene. Vi har en stor have, hvor børnene kan udfolde sig i. Derudover har vi høns, to ponyer, én kanin, og en staldkat som børnene er med til at fodre.
Indimellem tager vi på tur på cykel eller gåben og spiser madpakke i byens fiskerhus og følger med i bondemandens arbejde på marken med dyr og maskiner.
Jeg lægger stor vægt på at børn og forældre føler sig trygge i min dagpleje, og at alle børn føler sig set, hørt og forstået.
I mit arbejde som dagplejer har jeg gennemført følgende kurser/uddannelser
Måltidet i pædagogisk arbejde, Anerkendende pædagogik/forældre samarbejde, 8 ugers efteruddannelse i psykologi, ICDP-uddannelse, Førstehjælp, Den styrkede pædagogiske læreplan og diverse Grønne Spirer kurser.
