I Landsbyen har vi fokus på at skabe rammer for alle børns læring – ikke at alle skal lære det samme, men at alle børn har ret til læring – små skridt frem ad. Det er også vigtigt for os, at vi kan rumme forskelligheder – og behandler børnene forskelligt ud fra deres individuelle behov/udviklingsniveau.
I Landsbyen er der plads til at eksperimentere – skabe rammer for leg – læring – undren og oplevelse.
Vi vil gerne, at barnet indgår i betydningsfulde relationer, hvor der kan udvikles empati, tolerance og respekt og lære at være en del af et fællesskab.
Børn lærer gennem leg. De lærer at bruge sig selv på alle måder - at bruge sin krop, at "spejle" sig i sine legekammerater. Det går op for barnet, hvordan omverdenen opfatter det. Barnet udvikler sig socialt, sprogligt, mentalt og motorisk. Gennem legen bearbejder barnet sine oplevelser og begivenhederne omkring sig. Derfor prioriterer vi leg meget højt i hverdagen – både lege, der er igangsat af en voksen, men også børnenes egen leg, hvor de for alvor kan få lov at bruge deres fantasi.
Vi prioriterer udeliv højt og bruger legepladsen så meget som muligt. Vi er ude hver dag året rundt.
